Et sølle forsøg på at blive elsket af Danmark
Hvorfor er det, at man som brun skal fraskrive sig sine ”fremmede” værdier for at blive accepteret? Jeg er blot én ud af mange, der ikke længere gider finde sig i at blive bedømt ud fra urealistiske, ligegyldige integrationsidealer.
Jeg stirrer ud af min mors køkkenvindue og ud på den parkeringsplads, hvorfra hele mit liv er gået. Fra facaden af denne betonblok og ud til de buske, der så fint har indkapslet min eksistens så langt tilbage, jeg mindes. Herfra er mine minder stærkest. De utallige nætter jeg er kommet mig på bænken lige rundt om hjørnet fra vinduets udsyn. Endnu flere nætter, hvor drengene og jeg har sniksnakket om op og ned, og støttet hinanden i forestillingen om, at verdenen på den anden side af buskene for enden af parkeringspladsen er det rene forfald.
På den bænk har jeg hørt og fortalt historier, der ville få den uvante lytter til at væmmes. Historier om folk, der aldrig er blevet til noget, historier om folk der i årtier har fortalt de samme historier, der ligesom vores, startede ved denne bænk, men vigtigst af alt historierne om de, der trådte uden for parkeringspladsen. De, der skabte sig et andet liv. De, der solgte sjælen. Her, blandt mine egne, har jeg aldrig følt mig andet end elsket.
Men mellem linjerne på historierne om de der trådte ud i det rigtige Danmark, lå der altid en forståelse og en følelse. En forståelse af, at hvis jeg nogensinde skulle skabe mig et rigtigt liv, var jeg nødsaget til at overtræde den belejlige grænse mellem os og dem. En følelse af, at hvis jeg gjorde det, ville jeg være nødt til, at give op på alt det, jeg deler med drengene fra min lille del af Danmark, ghettoen. Det resulterede i at jeg, i alt for mange år, bare en maske ude i det ”rigtige Danmark.” Forgæves forsøgte jeg at oversætte mig selv til dansk, at spille et dobbeltspil. Et sølle forsøg på at blive elsket af Danmark, men stadig være mig selv, når jeg var tilbage på bænken, på parkeringspladsen i min gård.
Sagen er bare den, at jeg ikke længere gider at forsøge. Jeg er træt af, at jeg skal gå og lade som om, jeg ikke er den, jeg er, og kommer der, hvor jeg kommer fra. Jeg er Nordafrikaner, jeg er fra en ghetto, og jeg er dansker. Jeg er det hele på én og samme gang og kun en af delene, når jeg selv vælger at være det. Så heldig er jeg nemlig. Heldig, at jeg har så mange forskellige sider af mig selv, jeg kan trække på og bruge af.
Og lige så heldig kunne resten af Danmark være. Det kræver dog, at vi lærer at se hinanden på trods af barriererne, fremfor kun at fokusere på barriererne. Hvis vi kunne lære at acceptere hinanden. Elske hinanden. Så ville jeg og alle, der kan relatere, ikke føle en trang til at tone ned for os selv ude i det ”rigtige Danmark”, men i stedet dele ud af vores anderledes erfaringer. Og dermed komme målet om et bedre Danmark i møde.
For det, at blive set som den du er, er i sandhed at være elsket.
KÆRLIGHED. Dette forår har Mino Views valgt at kaste et blik på kærligheden, og dette indlæg, du sidder og læser nu, er en del af vores anden udgivelse "Kærlighed". Vi elsker bøger, os selv, ghettoen, og så kigger vi nærmere på problematikker fra et minoritetsperspektiv. Det handler om alt fra ægteskab til myten om jomfruhinden. Du kan finde mere fra "Kærlighed" forneden. Tak fordi du læser med. Kh redaktionen <3
