En erklæring af national-kærlighed
Osman fortæller om, hvordan han lærte at omfavne sin kurdisk identitet - blandt andet igennem musik.
Jeg har fået kærligheden til min identitet som kurder gennem undertrykkelser, modstand og had. Vi er blevet erobret og fordelt over fire landes grænser. Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Min identitet er blevet forbudt, fordømt og undertrykt.
Assimileringspolitik i de fire lande var for dem vejen frem for at sætte en dæmper på denne kurdiske identitetsudvikling. Disse nationalstater var blevet skabt efter den første verdenskrig.
Denne identitet, som havde blomstret og båret frugt i flere tusind år, denne identitet, som var en vigtig del af Mesopotamien, som stadig den dag i dag kaldes for civilisationens vugge, var blevet fortyndet og gjort svag af ekstreme magter.
Den kurdiske identitet var under angreb fra alle parter og fra alle vinkler. Et mirakel skal der til for, at denne identitet ikke skal forsvinde. Om den kommer i dag, eller i morgen vides ikke. Men den dag i dag er den stadig under pres og besættelse.
Først da jeg kom til demokratiets højborg og Europas hjerte, nemlig i Danmark, blev min kærlighed til min identitet offentlig og udødeliggjort.
Først efter jeg var kommet væk fra mine lænker og undertrykkelsens kæder, lagde jeg mærke til min identitet og min kærlighed til den. Jeg kunne stå ansigt til ansigt med min identitet uden at være bekymret eller bange for mine omgivelser. Jeg kunne være stolt af den og vise den frem uden at rødme eller være bekymret.
Min identitet var smuk, og den blev kun smukkere, jo mere jeg gravede i den, uden at føle mig flov over den længere. Der var ikke længere hemmeligheder at skjule. Den blomstrede, og jo mere bevidst jeg blev om den, jo mere anerkendelse fik jeg af mine omgivelser.
Jeg blev anerkendt og bekendt med min identitet. Jeg gik fra at være den grimme ælling på landet til den smukkeste svane af alle svanerne. Som H. C. Andersen skrev:
“Jeg var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt hjerte bliver aldrig stolt!”
Den tænkte på, hvor den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle; og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede så varmt og så godt, da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den:
“Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!”
Ja, så meget lykke og kærlighed til min identitet havde jeg heller ikke drømt om, før jeg stod her uden at være forfulgt og hånet af magthaverne.
Min identitet voksede parallelt med min musik. Min musik udtrykte og fortalte alle mine sorger og længsler, mine farver, mine danse samt mine sorger og glæder i ét.
Alt det, min identitet havde slæbt og båret på og skjult i årevis kom til udtryk i mine sange og mine digte.
Jeg var blevet ét med musikken, og musikken blev min identitet. Min musik blev sunget på et sprog, men blev modtaget på alverdens sprog og identiteter. Nu kunne alle se og høre min kurdiske identitet gennem min musik, digte og taler - uden at jeg blev hånet eller grint af.
Ja, så meget lykke og kærlighed til min identitet havde jeg ikke drømt om, før jeg kom til Danmark.
Du kan lytte til Osman synge på kurdisk på videoen her:
KÆRLIGHED. Dette forår har Mino Views valgt at kaste et blik på kærligheden, og dette indlæg, du sidder og læser nu, er en del af vores anden udgivelse "Kærlighed". Vi elsker bøger, os selv, ghettoen, og så kigger vi nærmere på problematikker fra et minoritetsperspektiv. Det handler om alt fra ægteskab til myten om jomfruhinden. Du kan finde mere fra "Kærlighed" forneden. Tak fordi du læser med. Kh redaktionen <3