“Kan jeg få udløbsdatoen, tante?”

Mange kvinder føler sig klemt mellem det biologiske ur og kulturens forventninger om ægteskab. Men Roba Al-Sharkawi bekymrer sig ikke om at nå deadlinen.

I mange forskellige kredse med anden etnisk baggrund støder jeg tit på kvinder, som mener, at hvis man er ugift og oppe i 20’erne, så er man blevet for gammel. For gammel? Hvem har bestemt det? Er det en uskreven regel? Lov? Kan jeg få udløbsdatoen?

Jeg kommer ind til et bryllup. Glad, fin i tøjet og ikke mindst klar til at fejre kærligheden mellem to, som elsker hinanden. 

“Salam, hvordan har du det?” spørger en tante mig. Mit svar er selvfølgelig altid høfligt, og jeg svarer, at jeg har det godt og spørger ind til, om tanten også har det godt. Næste kommentar fra en tante er stort set altid: “Må det blive din tur” oversat fra arabisk. Jeg svarer stadig høfligt på kommentaren med et pænt tak.

Den følgende kommentar kan jeg simpelthen ikke tolerere: “Skal du ikke snart finde dig én? Du er jo blevet gammel”!

Endnu engang må jeg blive lidt flabet og svare: “Er der da en udløbsdato, tante?”

Jeg er ikke særlig populær med den kommentar, men den er vigtig.

Vigtig, fordi min kærlighed til en mand ikke skal gå efter en udløbsdato. Jeg vil giftes, når jeg finder den rette at slå mig løs med. Når jeg finder den rette at slå mig ned med. Når jeg finder den rette til at dele al glæde og sorg med.

Min kærlighed til en mand skal ikke baseres på, at jeg skal tilfredsstille en kultur, som mener, at kvinden bliver for gammel til at finde den “perfekte” mand, fordi hun ikke længere er ung og i start 20’erne. Jeg har jo nærmest fornemmelsen af, at jeg kun kan få “skrald”, fordi jeg er 27 og ugift. Og “skrald” i tanternes øjne er en mand som er fraskilt, har flere børn og egentlig bare leder efter en reservemor til sine børn og en kone til at pleje ham.

Jeg er ikke født til at blive gift for at tilfredsstille en arabisk kultur. Jeg er født til at blive selvstændig og foretage de valg, jeg finder bedst for mig selv. Jeg har mine forældres støtte, men jeg så gerne, at hele kulturen kom med på den vogn. Det er en stor drøm, men intet er umuligt. Mine forældre forstår, at jeg vil have den mand, som beriger mig, motiverer mig og bidrager til en kærlighed, som skal vokse videre i vores børn.

Min mand er manden, som vil inspirere mig hver dag. Min mand er manden, som vil bidrage til fællesskabet positivt. Min mand er manden, som vil se mig vokse og vokse med mig. Min mand er manden, som ser mine mangler og fejl og stadig vil støtte mig igennem livets gang.

Den dag, min mand møder mig på min vej, er den dag, jeg bliver gift, fordi jeg vil være glad, og ikke fordi den arabiske kultur skal være tilfreds.

Min oplevelse med den arabiske kultur er, at mange har en tendens til at forfølge de ugifte unge frem til, at de finder deres udkårne. Af tanterne bliver kommentarerne sagt i ironi, med kærlighed eller af ren nysgerrighed, men en ting er sikker: at de fleste først ser én fuldendt, når man er gift og har fået børn.

Så en lille sød hilsen til alle tanter derude, som har for travlt med at sætte en udløbsdato på sine børn og kulturens børn:

Der findes ingen udløbsdato! Vi bestemmer selv, hvornår tiden er inde til at blive gift. Mit liv starter ikke, når jeg bliver gift. Mit liv er startet, og jeg lever hver dag, som var det den sidste.

KÆRLIGHED. Dette forår har Mino Views valgt at kaste et blik på kærligheden, og dette indlæg, du sidder og læser nu, er en del af vores anden udgivelse "Kærlighed". Vi elsker bøger, os selv, ghettoen, og så kigger vi nærmere på problematikker fra et minoritetsperspektiv. Det handler om alt fra ægteskab til myten om jomfruhinden. Du kan finde mere fra "Kærlighed" forneden. Tak fordi du læser med. Kh redaktionen <3