Edis Adilovic er blind, men han lever som seende personer gør

Blinde indvandrere møder typisk lidt andre udfordringer end andre blinde i Danmark. Edis Adilovic fortæller om at opnå meget i en ung alder trods handicap og dét at komme fra en anden baggrund end de fleste andre danske blinde.

Jeg hedder Osman Sari. Jeg er 26 år, født blind, kurder og har boet i Danmark i ti år. Jeg er desuden iværksætter, debattør og foredragsholder. Jeg har talt med 27-årige Edis Adilovic, der i mine øjne er en af de mest succesfulde unge, blinde mennesker i Danmark. Edis Adilovic er en, der udfordrer de grænser, der er for blinde. Han har færdiggjort en kandidat med et 12-tal, står på ski, løber, svømmer og træner. Når man er indvandrer og blind er der helt andre aspekter, man skal tænke på end for danske blinde. Derfor er det også imponerende, at han har opnået de her ting - ikke bare som blind - men som blind indvandrer.

Osman:

Blinde har nogle andre gøremål i hverdagen. Jeg går med stok og har et ur, som jeg skal røre ved for at høre tiden. Der er mit liv allerede anderledes end seende personers liv. Tænker du, Edis, at dit liv er anderledes end andres?

Edis:

Først og fremmest, så er jeg helt blind. Det giver straks nogle andre udfordringer, kvaliteter og fordele. Udfordringerne kommer af, at de fleste samfund er bygget op på sådan en måde, at mennesker med fysiske og psykiske handicap bliver betragtet anderledes end mennesker uden de samme forhindringer. Samtidig gør mit handicap også, at jeg føler, at det er den største gave, jeg har. Jeg har en evne til at snakke med folk uafhængigt af, hvordan de ser ud, og hvad deres kropssprog udstråler. Det ser jeg som værende en gave og en fordel uden lige.

Osman:

Jeg møder personligt masser af fordomme som blind. Mange tænker “det er synd for ham”, “han skal have hjælp” eller at man nærmest ikke må nævne ordet “blind”, fordi det er tabubelagt. Blindhed er stadig ikke helt accepteret. Det er ikke noget, man er stolt af. For eksempel oplever jeg, at man på mange mellemøstlige sprog kan finde på at bruge det som et skældsord. Hvad oplever du selv af fordomme?

Edis:

Viden om blinde mennesker er ikke så stor. Det gælder både på arbejdsmarkedet, men også i det daglige liv. Derfor møder jeg fordomme, der drejer sig meget om, hvordan jeg kan eller ikke kan, udføre et eller andet. For eksempel undrer folk sig over, hvordan jeg selv kan gå ned til bussen, der er 50 meter væk. Men jeg anser det som min pligt at udbrede kendskabet til, hvad blinde mennesker kan.

Osman:

Blindestokken føler jeg, er ret tabubelagt blandt muslimer. Hvis man går med blindestok, viser man tydeligt, at man er blind og på en måde, at man har opgivet. Derfor er det tabubelagt i vores kultur. På trods af, at den egentlig skal være til hjælp for os blinde, så vil mange helst skjule deres handicap. Du går selv med stok. Hvordan har din oplevelse været med det?

Edis:

Langt de fleste mennesker, jeg har mødt fra muslimske baggrunde som min egen, har, indtil de har lært mig at kende, haft meget medlidenhed med mig. Og det har en stok især også været med til at udstråle. Dette kan skyldes mange ting, men det er helt sikkert, at det ikke er fordi, folk vil være onde eller grove. Jeg tror personligt, det skyldes, at det i mange andre lande ikke er naturligt at se blinde personer gå rundt alene eller for eksempel tage en uddannelse på lige fod med alle andre, som jeg har gjort.

Osman:

Jeg oplever oftere fordomme fra andre indvandrere end fra danskere om min blindhed. Tænker du selv, at der er forskel på, hvordan man som blind bliver set på af dansker, modsat hvordan en person med anden etnisk baggrund ser på os?

Edis:

Det tænker jeg. For det første er danskere enten meget åbne og joker med ting, eller også er de meget bange for at spørge af frygt for at komme til at træde mig over tæerne. Jeg oplever, at mennesker med anden etnisk baggrund i nogle tilfælde har en religiøs overbevisning, der kan have indflydelse på interaktionen med personer med handicap.

Osman: Synes du selv, at du er succesfuld og hvorfor?

Edis:

Det synes jeg bestemt. Jeg tror, det skyldes min tilgang til livet. Når først jeg har sat mig et mål, så opnår jeg det også. Men det skyldes også i høj grad, de mennesker der er omkring mig. Intet af min succes ville kunne lade sig gøre, hvis ikke jeg havde mennesker omkring mig, som troede på, at det kunne lade sig gøre.

Osman: Hvad er din seneste sejr?

Edis:

At blive færdiguddannet med min kandidat i juni 2018 og derefter få et fuldtidsjob på lige vilkår med seende i august samme år.

Osman: Hvad er dit næste projekt?

Edis:

At få et nyt job, lære spansk og gå i gang med at investere.

Osman: Hvad ser du selv som din største sejr?

Edis:

Det er helt klart at rejse til New York City på udlandsophold på helt egen hånd. Jeg smed bare mit sikkerhedsnet totalt væk og tog afsted. Det gik helt efter planen. Det var utroligt og helt vildt.