Fem kærlige litteraturanbefalinger

Til dig der har fået nok af ordinære kærlighedshistorier og romantiske klichéer

Kærlighedslitteratur er andet og mere end blot lidenskabelige affærer og (u)lykkelige forelskelser. Har du brug for et afbræk fra de klassiske kærlighedsfortællinger, får du her fem bud på danske forfattere, der har grebet det overbelyste tema an på en alternativ måde.

Suzanne Brøgger: Fri os fra kærligheden (1973) 

Ægteskab er ejerskab, proklamerede Brøgger demonstrativt i starthalvfjerdserne og gav den institutionaliserede tosomhed dødsstødet. I sin humoristiske essaysamling nedsabler hun ideen om kernefamilieidyllen og foreslår i stedet at aktivere intimiteten gennem alternative samlivsformer.

Et halvt århundrede senere er bogen mindst lige så aktuel, som da den så dagens lys for første gang.

Er du indædt tilhænger af monogami og forelsket i tanken om den eneste ene, så er denne tekstsamling dyster læsning. Ikke mindst derfor fortjener den din kærlighed.

Emil Bønnelycke: Asfaltens sange (1918)

Mennesker og maskiner lever i harmonisk samklang i Bønnelyckes modernitetsbegejstrede prosafragmenter fra 1918.

Værket er én lang kærlighedserklæring til den teknologiske udvikling og det pulserende storbyliv, hvor uroen ved fremtidens uforudsigelighed eksisterer simultant med en frydefuld forventning.

Byens rytmik, lysene, farverne og materialiteten dyrkes med en fetichistisk fascination og bliver omdrejningspunktet i denne modernistiske kærlighedsfortælling om en flanør og hans smukke storby.

Tine Høeg: Nye rejsende (2017)

Perspektivet ligger i denne fortælling hos en figur, der gennem kulturhistorien er blevet umenneskeliggjort i forenklede afbildninger som enten forsmået homewrecker eller guddommeligt forførende femme fatale: Den anden kvinde, elskerinden.

Her er hun et helstøbt menneske af kød og blod; af relationer, forpligtelser, rutiner og modstridende følelser.

Fortællingen indledes i et tog, hvor to pendlere falder i snak. Den ene er gift, den anden er ikke. Herfra afsporer forholdet.

Forelskelsen, begæret, længslen, afmagten og melankolien opstår fra en lakonisk præcision, hvor drømme og forestillinger væver sig ind og ud af hverdagen, og hvor komplekse følelser og stemninger skrives så nuanceret frem, at læseren efterlades magtesløst medfølende.

Henrik Bjelke: Første person ental (1968)

Det er forfaldets skønhed, der opdyrkes i Bjelkes mærkværdige, fragmenterede og kaotisk intense dekadencefortælling om et narcissistisk individ, der praktiserer et uhæmmet autoerotisk kærlighedsforhold, hvor drifter og selvbegær forløses på alle tænkelige og utænkelige måder.

Fortællingen etablerer sine egne etiske standarder og udfordrer vores tillærte moralsæt ved at normalisere de kærlighedsformer, der ellers opfattes som afvigende eller patologisk perverse.

For hovedpersonen er det sygelige snarere en frisættelse – angsten fremstilles ekstatisk, psykoserne opløftende.

Mathilde Fibiger: Clara Raphael. Tolv breve (1851) 

En af dansk kvindebevægelses foregangskvinder udtrykker i denne brevroman et meget fundamentalt behov, der bør danne grundlaget for enhver menneskelig relation.

Gennem tolv breve skildrer hun et frigørelsesprogram, der ikke nødvendigvis prioriterer økonomisk, politisk eller social ligestilling med manden, men derimod sætter den åndelige frihed og selvstændighed i højsædet.

Afsenderens eneste ønske er at blive anerkendt som et tænkende individ og at blive taget alvorligt som ligeværdig samtalepartner.

Og det er vel ikke for meget at forlange. Skulle man tro

KÆRLIGHED. Dette forår har Mino Views valgt at kaste et blik på kærligheden, og dette indlæg, du sidder og læser nu, er en del af vores anden udgivelse "Kærlighed". Vi elsker bøger, os selv, ghettoen, og så kigger vi nærmere på problematikker fra et minoritetsperspektiv. Det handler om alt fra ægteskab til myten om jomfruhinden. Du kan finde mere fra "Kærlighed" forneden. Tak fordi du læser med. Kh redaktionen <3