Hvad med os, der ikke er muslimer?
Hvorfor er samtalen om minoritetsdanskere og splittet identitet blevet reduceret til at handle om islam? Jeg er træt af at blive overset og talt hen over, fordi jeg ikke er muslim.
Af Zaklina Rajovic
Mine forældre er indvandrere fra et kristent land. De kom til Danmark i 1970’erne og er, ligesom en stor del af resten af landets indvandrere, ikke kommet alene. De er kommet med familier og venner. Ja faktisk er det jo nærmest hele landsbyen fra det lille bjerg langt væk, der kom hertil i samlet flok. Bjergkulturen blev pakket ned i rygsækken, taget med gennem vind og vejr, pakket ud da de ankom til Storkøbenhavn og er blevet dyrket lige siden.
Bjergkulturen har på mange måder haft indflydelse på både min opvækst, mit voksne liv og min identitet. Jeg har siden, jeg kan huske, været meget bevidst om, hvilke spilleregler vi spillede efter i min familie.
I min familie, og i det miljø jeg kommer fra, har alle en holdning til, hvad alle andre laver. Det er ikke kun min mor, far og søskende, der forholder sig til, hvad jeg laver, og hvem jeg er. Det er også min farfar og farmor, onkel og tante, fars barndomsvenner, mors fætter, ja sågar mormors naboer, der er blevet tilbage i landsbyen på det lille bjerg langt væk.
De uskrevne spilleregler siger meget klart, hvem jeg kan få lov til at være i et forhold med, hvilke uddannelser, der er gode at tage, hvornår jeg kan give min mening til kende, hvordan jeg bør opføre mig i offentligheden, og hvordan jeg bedst ærer mit familienavn og ikke skader det gode ry, som min familie - hvis du spørger dem - har brugt hele deres liv på at skabe.
Alligevel har jeg en følelse af, at det er de fleste danskeres(?) opfattelse, at kulturen og mønsteret kun ser sådan ud i muslimske familier.
Når jeg åbner aviserne og læser om unge mennesker, der jonglerer mellem to kulturer og oplever splittet identitet, handler det altid om muslimer. Den Nydanske Kvindekamp var (og er) en fælles universel kvindekamp for kvinder på tværs af kulturel baggrund og politisk ståsted, der handler om enhver kvindes frihed til at leve sit liv. Da jeg opdagede den, oplevede jeg, at billedet af den minoritetsetniske kvinde blev malet med den samme pensel.
Til et foredrag om unge med æresrelaterede konflikter fortalte oplægsholderen udelukkende om muslimske unge, når hun talte om social kontrol og undertrykkelse. Hun var fuldstændig upåvirket af min kommentar om, at det også opleves i ikke-muslimske miljøer. Jeg føler, det er alle vegne omkring mig, såvel på civilplan, som i den dominerende anti-islamiske politiske diskurs, vi oplever hos politikere og medier.
Hvad med de minoritetsetniske unge, der ikke har forældre fra muslimske lande? Er det antaget, at de på grund af deres religion i mindre grad oplever splittet identitet og sammenhæng og ikke bliver udsat for social kontrol på samme måde? Det virker til, at det er den forståelse, der dominerer.
Jeg har enormt svært ved at tilslutte mig den tankegang og er mildest talt træt af, at integrations- og minoritetsproblemstillinger altid diskuteres og debatteres i lyset af islam. Det handler om så meget mere end, hvilken Gud eller energi vi beder til, og det er derfor så grundlæggende forkert, at vi får det hele til at handle om islam. Der er ingen hellige bøger, som siger at piger ikke må have drengevenner, at man kun er succesfuld, hvis man bliver ingeniør eller advokat, eller at man kun må giftes med en person af samme etniske herkomst som en selv. Det er alt sammen kultur. Det er normer, værdier og overbevisninger, som er blevet dyrket meget længere end min levetid, som er så dybt indlejrede i mine forældres generation, og de, som er ældre, der gør det svært at bryde med.
Kulturforståelse og -møder, integrationsudfordringer og splittet identitet er så komplekse og nuancefyldte, så lad os lade være med at reducere dem til at være forårsagede af en enkelt religion. Måske bliver samtalen og debatten om dette netop unuanceret fordi, at de som tør råbe højst, de der tør tale om problemstillingerne, der eksisterer i de minoritets-etniske miljøer, og de som tager del i debatten, fordi de ønsker forandring selv, selv er muslimer? Måske er der ikke nok ikke-muslimske minoritetsdanskere, som oplever at være vævet ind i en patriarkalsk, undertrykkende og urokkelig kultur, der involverer sig i debatten og gør opmærksom på sig selv?
Så her er jeg.
