Talk Town Aarhus: Krænkelseskultur, evig kamp og intersektionalitet

Mino Views var med til en debat om racisme og feminisme. Her er vores anmeldelse.

Af Ella Yar og Aburna Mohanathas

Til Talk Town Aarhus var feminister, queer personligheder og mange flere samlet for at debattere, kigge og lytte til endagsfestivalen, der handler om køn, ligestilling og feminisme. Vi tog hen til Hjørnet af Folkestedet, hvor Enhedslistens Kvindegruppe i Østjylland afholdte en debat om racisme og feminisme i Danmark. Paneldeltagerne var folketingskandidat Sinem Demir (Ø), Ashti Ali Hassan og medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse Astrid Vang Hansen. 

Tre kvindelige personligheder
Den første debattør, Sinem Demir, var under sidste valgkamp opstillet i Nordjylland for Enhedslisten. Hun startede med at italesætte de fordomme, hun havde mødt på grund af hårfarve, navn og udseende. Disse fordomme førte oftest til formodninger om hendes familieforhold, selvbestemmelse og viden omkring Danmark. Ydermere fortalte hun om de sexistiske kommentarer, der blev kastet hendes vej under valgkampen. Det underminerende “søde” og “hvad ved du om det?” Hun fortalte om, hvordan tonen i debatten er rykket markant, hvor det rammer minoriteter på et personligt plan frem for, at man taler om politik. Sinem Demir mener, at lige netop dette skræmmer minoriteter (og andre) væk fra debatten. Hun fortalte om en episode, som har ført til en masse chikane på Facebook, og hun stillede i den forbindelse spørgsmålstegn ved, hvor grænsen går, når det kommer til ytringsfriheden.

Den anden debattør, Ashti Ali Hassan, fortalte om, at kvinder kommer til at kæmpe hele livet for deres rettigheder. De rettigheder, vi har i dag, er der blevet kæmpet hårdt for. Som kurdisk kvinde i Danmark italesatte hun sine erfaringer og oplevelser. Hun delte sine oplevelser omkring diskursændringen i samfundet om etniske minoriteter. I forlængelse af det har hun oplevet, at samfundet er blevet mere og mere lukket. Hun sluttede af med at sige: ”Vi er ikke ligeså imødekommende, som dengang jeg kom til Danmark i 80’erne”.

Astrid Vang Hansen lagde især vægt på at koble de feministiske teorier i historiske sammenhænge, og i forlængelse af det introducerede hun intersektionalitet. Hun mener, at der er en brugbar og en mindre brugbar måde at fortolke begrebet på. Førstnævnte definerer hun som, at undertrykkelsens form får nyt indhold ved at finde en fællesnævner uanset baggrund, klasse og race. Derfra skal man kæmpe kampen sammen. Ifølge hende er den mindre brugbare metode at se intersektionalitet som en måde at underlægge sig forskellige bokse og konkurrere om, hvem der er mest undertrykt. Hun mener, det skaber en slags hierarki i stedet for handling.

Et godt indblik
Sinem Demir italesatte nogle af de problematikker, etniske minoritetsdanskere møder i dag. Hun har ret i, at debatten oftest kan føre til en hånende og chikanerende diskurs. Det er trættende i længden at blive mødt med en afvisning eller en underminerende tone, når man prøver at italesætte den.

Selvom Astrid Vang Hansen opfordrer til at finde fællesnævner, er det i realiteten ikke så lige til. Den brune feminist kan være kvinde, muslim og minoritetsetnisk. Hun kan opleve sexisme, islamofobi og racisme. Derfor er hendes kamp markant anerledes end den danske majoritetskvinde. Men hvad Astrid Vang Hansen har ret i, er, at vi som feminister skal kunne hjælpe hinanden med at kæmpe vores kampe.

Debatten gav et godt indblik i, hvordan den brune feminists kamp har udviklet sig gennem årene. Når Ashti Ali Hassen mener, at den feministiske kamp er en evig kamp, har hun jo ret. Det er Sinem Demirs erfaringer et godt eksempel på. Den hårde tone og at blive ramt på et personligt plan er både udmattende og med til, at man som minoritetsetnisk person vælger at udeblive fra debatten. For hvem gider egentlig at stå på mål for chikane? Det er nok de færreste.