Mujedin valgte Danmark, fordi danskerne var venlige overfor de fremmede

Mujedins kone fødte få timer efter, han var rejst fra hus og hjem til et fremmed land, hvor drømmen var at få et arbejde. Men intet var garanteret. Heller ikke et tag over hovedet. Det fremmede land var Danmark, og året var 1967. Mujedin fortæller om hans rejse hertil.

”Det første jeg rigtigt husker af Danmark var Københavns Hovedbanegård”, fortæller Mujedin.

Mujedin Asanovski ankom til Københavns Hovedbanegård. Han var alene og kendte ingen i Danmark. Drømmen om et job, der kunne give et bedre liv til familien, var motivationen for at forlade hus og hjem i det tidligere Jugoslavien til fordel for at flytte alene til dette fremmede land. Han havde intet sted at bo. Han var ikke garanteret et arbejde. Det var vilkårene, da han trådte ud af toget på perronen. Han bevægede sig imellem de travle passagerer, der var på vej ind og ud ad toget. Han var på vej op ad perronen, da han hørte en stemme råbe hans navn. Han kiggede tilbage med en høj rynket pande og undrende blik. ”Mujedin?” hørte han igen. Han vendte sig om og mødte et bredt  smilende og genkendeligt ansigt. ”Mujedin? Hvad laver du her?”. Det var en bekendt fra Jugoslavien.

”Hvad var sandsynligheden for, at jeg ville møde ham her iblandt alle de fremmede ansigte?i et fremmed land langt væk hjemmefra?” siger Mujedin om episoden.

Hans glæde var enorm. Han havde dårligt nok gået på dansk jord, før hanmødte et velkendt ansigt. 

”Jeg er kommet for at arbejde”, sagde Mujedin. 

”Har du et arbejde eller skal du søge et?”, spurgte vennen. 

”Søge et? Kender du nogen?”, spurgte Mujedin smilende, selvom han ikke forventede et positivt svar. 

Men til hans store overraskelse var svaret positivt. 

”Ja, jeg kender faktisk et sted, og de søger arbejdere. Kom med, jeg skal derover nu”, sagde vennen optimistisk, imens de begyndte at gå mod udgangen af hovedbanegården.

Mujedin var 31 år. Rejsen til Danmark var ikke uden udfordringer. Den startede, da han ventede på toget mod Tyskland på Bitola Station i det tidligere Jugoslavien, var 30 km fra hans hjemby. I dag lyder 30 km ikke af meget, men dengang var det en lang tur. Han efterlod en højgravid kone og tre børn derhjemme. Han vidste, at han ville gå glip af fødslen, og at der ville gå måneder, før han kunne se sin kommende datter, men det han ikke vidste var, at fødslen ville gå i gang samme dag, få timer efter han tog afsted hjemmefra. Hvis han blot havde ventet en dag med at rejse, ville han være med til sin datters fødsel. Han måtte nøjes med at se hende for første gang, da hun var tre måneder gammel.

”Min bror og fætter havde allerede et arbejde i Sverige. De var kommet hjem, og da de fortalte, hvor mange penge de tjente, vakte det min interesse. Jeg fortalte dem, at de skulle tage mig med til Sverige. Jeg ville også arbejde. Det ville gøre en stor forskel for familien”, fortæller Mujedin. Og de tog ham med.

Det var sammen med dem, at han ventede på toget på Bitola Station. Datoen var den 10. August 1967. Det var datoen, der blev til hans datters fødselsdag og adskilte det nye liv fra det gamle. Efter den dag ville alt ændre sig for ham og for de kommende generationer i familien.

Toget stoppede langsomt op, og alle tre kiggede nysgerrigt ud ad vinduet. De var kommet til Hamburg Station, endestationen for dette tog. De skulle skifte til et andet tog for at fortsætte rejsen. Mujedins fætter og bror rejste sig hurtigt op og gjorde klar til at stå af toget. De forlod toget så hurtigt, at Mujedin ikke opdagede, at de var væk. Han var stadig i gang med at tage sin jakke på. Han forlod toget og mødte synet af de mange mennesker, der krydsede hinandens veje, men han kunne hverken få øje på sin fætter eller bror.

Han rendte rundt på perronen alene, imens han kiggede efter dem, men uden held. Han endte med at misse toget, fordi han i forvirringen mistede overblikket over, hvilket tog han skulle med. Tilbage stod han alene på Hamburg station. Det eneste han havde var et stykke papir med en svensk adresse, som var destinationen for hans bror og fætter.

”Jeg var sur på dem, fordi de bare fortsatte uden mig, men de sagde, at de ventede på mig, indtil toget skulle køre, og de turde ikke at vente til næste tog, fordi de var bange for, at de kom for sent på arbejde”, fortæller Mujedin om kaosset ved togskiftet.

Han nåede det næste tog og blev genforenet med sin fætter og bror igen på adressen. Hele rejsen fra Jugoslavien til Sverige, tog 2 dage og 2 nætter. 

Dagen efter tog de ham med på deres arbejdsplads, som var en metalfabrik. Mujedin havde en samtale med arbejdsgiveren, som ikke kunne tilbyde ham et job. Han havde hørt, at der var flere jobmuligheder i Danmark, samt at lønnen var højere. Han valgte derfor at tage færgen alene over Øresund og til Danmark, hvor han mødte en bekendt kort tid efter sin ankomst.

”De tjente fint i Sverige, men jeg havde hørt, at man tjente bedre i Danmark, og nu når jeg var kommet hele vejen heroppe, så kunne jeg ligeså godt få det job, der gav flest penge”,  fortæller Mujedin.

Tre dage skulle han bruge i Danmark, før han fik et job. Det var på en plastikfabrik i Glostrup. Han manglede dog stadig et sted at bo. Han blev henvist af kollegaer til en mark i nærheden af fabrikken, hvor flere af de hjemløse arbejdere sov. Han valgte at slå sig ned med dem der. Vejret var koldere end det, han var vant til, men det var han allerede forberedt på. Kulden var ikke et problem. 

Han var glad, for han var allerede i gang med at tjene penge. Og de gode nyheder stoppede ikke her. Allerede en uge efter fandt han et værelse, han kunne leje hos et dansk ægtepar. Det var ikke af meget, men der var i det mindste et tag over hovedet.

”De var meget flinke, og jeg skulle bare bruge et sted at sove om natten. Det kunne de tilbyde mig, så jeg var tilfreds”, fortæller Mujedin.

Planen var, at han skulle arbejde et par år og så tage hjem igen, men han flyttede aldrig hjem igen. Hans kone ville meget gerne til Danmark, så tre måneder efter hans ankomst hentede han hende og børnene til Danmark. Han bemærkede, hvor venlige danskerne var overfor ham og hans kollegaer. Han havde på intet tidspunkt blevet behandlet dårligt. På trods af at han ikke kunne sproget, var danskerne altid venlige overfor ham. Faktisk blev de altid mere venlige, når de opdagede, at han ikke kunne dansk. De tilbød ham ofte hjælp til at tage den rigtige bus eller at betale det rigtige beløb, når han nåede til kassen i supermarkedet. De spurgte ham ikke, om han var muslim eller om han gik ind for demokratiet.. De anså ham, som det han var. En gæstearbejder fra Jugoslavien.

Hans glæde for Danmark var så stor, at de besluttede sig for at blive i Danmark. Det var ikke en beslutning de tog fra den ene dag til den anden, men mere en beslutning der voksede med tiden. Deres børn var begyndt i skole. Deres omgivelser var trygge. De havde begge et job. De følte sig hjemme. Hvorfor skulle de tage tilbage?

Hvis man spørger ham i dag, hvorfor han valgte Danmark, begrunder han det med danskernes imødekommenhed.

”Danskerne var ekstremt flinke overfor os (gæstearbejderne), de tog godt imod os og gjorde, at vi følte os hjemme. Livet var bare meget bedre her”.

Da han hentede familien til Danmark, boede de i én etværelseslejlighed i Albertslund, indtil de fik en lidt større etageejendom i samme område. Her boede de i cirka to år.

På trods af pladsmangel, tillod de andre gæstearbejdere at bo sammen med dem, der lige var kommet til Danmark, indtil de fandt et sted at bo. Uden at modtage nogen form for betaling.

”Jeg husker, da jeg ikke havde et tag over hovedet, ville jeg give det til andre det”, forklarer Mujedin.

Tre år efter deres ankomst til Danmark flyttede de videre til et væsentligt større rækkehus i Emdrup, hvor de endte med at bo i 30 år. Mujedin havde også endelig fået råd til at købe en bil, som han betalte  kontant. Han reparerede den selv og endte med at køre i den, indtil han ikke længere var i helbredsmæssig stand til at køre bil.

Fabrikken, Mujedin arbejdede i, lukkede, og han blev derfor fyret. Han fandt dog forholdsvis hurtigt et nyt arbejde som tømrer. Det fortsatte han med, indtil han gik på pension.

Hans kone fik et arbejde som rengøringsdame, et erhverv hun fortsatte med, indtil hun gik på pension.

Mujedin er i dag 83 år og har fem børn, 16 børnebørn og fire oldebørn. Alle bor i København.

Mit navn er Özcan og jeg er en af børnebørnene.