»Jeg synes, vi skal omdøbe det til tredjeverdensmusik«

Jeg har talt med Sharif Sehnaoui og Michael Zerang fra den innovative mellemøstlige undergrundsgruppe Karkhana, om deres oplevelse af at spille på Roskilde Festival og den mellemsøstlige musiks udvikling. 

De melankolske toner af en oud smelter ind i de arrige toner af en elektrisk guitar, og det er så let at lade sig transportere fra det mørke rum af Gloria-scenen på årets Roskilde Festival til en overjordisk virkelighed. Karkhana er på scenen, og de fylder rummet med deres febrilske musik, som svinger mellem det bløde og sjælfulde til det tunge og maniske. 

Karkhana er en ensemblegruppe bestående af syv multiinstrumentalister fra Libanon, Egypten, Tyrkiet og USA. Bandet blev første dannet i Beirut i 2014, og har siden udgivet to studiealbums: Nafas (2016) og For Seun Matta (2017). Til efteråret 2019 udgiver de endnu en album hvor de blandt andet har samarbejdet med egyptisk sangerinde Nadah El Shazly.  

Jeg talte med Sharif Sehnaoui og Michael Zerang fra gruppen om deres oplevelse af at spille på Roskilde Festival, deres musikalske inspiration og mellemsøstlig musikkens udvikling.

Hvordan blev Karkhana til? 

Sharif: »Vi havde fra starten et mål om at samle kunstnere fra de tre mest aktive områder, hvilket på det tidspunkt, og fortsat i dag, er Beirut, Cairo og Istanbul. Vi brugte noget tid på at udsøge de rigtige kunstnere og musikere i disse områder for at se, hvem vi havde en god kemi med, og hvem der kunne arbejde godt sammen. Det har taget noget tid at komme frem til de medlemmer, som spiller i gruppen i dag, hvor vi er tæt på at at være perfekte. Jeg kan ikke forestille mig at skulle erstatte nogle af medlemmerne.«

Til tider under koncerten fremstår musikken nærmest improviseret. Er der elementer af improvisation i jeres process? 

Michael: »Musikstykkerne er strukturede, melodierne er fastlagte, og der er helt klart en plan, som vi følger. Men indenfor de rammer er der plads til improviserede soloer. Men primært er der en form, vi holder os til, og det er gennemøvet. Jeg er for nyligt blevet meget fascineret af måden, vi skaber vores musik på, hvordan vi hver især bidrager med forskellige ideer, som vi prøver af og forsøger at forene i et samlet form. Så selvom musikken er komponeret, er det noget vi gør kollektivt, og jeg tror at dét giver det en særlig rækkevide. Vi er selvfølgelig alle improvisatorer, og kan gå i den retning, når vi føler for det, og veksle mellem det komponeret og det fritflydende. Der er en del udveksling, når vi spiller live, og det er med til at holde musikken nyt og spændende.« 

Jeres musik er brevet beskrevet som “frigjort mellemøstlig musik”, og I er selv fra forskellige dele af den mellemøstlige verden. Hvor meget er jeres musik influeret af ideen om en panarabisk identitet? 

Sharif: »Det spiller ikke så stor en rolle i vores musik. Hvis man tænker i retning af en panarabisk identitet, så vil det også være nødvendigt at kigge mod Yemen, trække på musiktraditionerne og ideer fra Marokko og gå i en retning, som vi ikke udforsker i øjeblikket. Vi valgte at kalde det “mellemøstlig musik”, fordi indenfor musiktermer er vi optaget af det som kaldes “maqam”. Dette er en lige vigtig del af den libanesiske, egyptiske og tyrkiske musiktradition. På den måde kan man godt tale om noget, der forener os, men vi spiller ikke udelukkende “maqam”, så måske betyder det ikke så meget.« 

Hvis vi kigger på andre betegnelser, hvordan har I det med betegnelsen “verdensmusik”? 

Michael: »Jeg tror, at den betegnelse er relativt gammelt nu, det opstod i slutning af 1960’erne, start-70’erne, hvor man tog elementer fra forskellige musiktraditioner og forsøgte at samle dem. Nogle forsøg var mere successfulde end andre. Men i vores tid er det en forældet ide. Prøv at tænk på, da internettet opstod, og verdenen åbnede op, og folk fik adgang til ting, de ikke havde før. Musikken i dag er mere eklektisk, end hvad man før kaldte verdensmusik. Der er stadig folk, der prøver at samle forskellige musikelementer for at se om de passer sammen, men det er en gammel ide. Og jeg tror, at menneskeheden, menneskelige musikere, har udviklet sig væk fra det.« 

Sharif tilføjer, med et glimt i øjet:

»Jeg synes, vi skal omdøbe det til tredjeverdensmusik. Den betegnelse bruger man nærmest udelukkende om musik fra tredjeverdenslande. Europa og Nordamerika har også en rig folkelig musiktradition, men hvorfor hører det ikke under “verdensmusik”? 

Jeg har faktisk aldrig spillet på en verdensmusikfestival, så tydeligvis er min musik meget fremmed i den kontekst. Jeg har spillet på rock- og jazzfestivaler og alt muligt andet, men har aldrig sat min fod i en verdensmusikfestival.« 

Jeres musik er inspireret af forskellige musiktraditioner, alt fra sufi til jazz og rock, hvad betyder den tilgang til musik?

Sharif: »Jeg tror, at det er en nødvendig udvikling. Nu siger jeg noget, der lyder en smule kikset, men jeg tror, at det er fremtidens musik. Som Michael nævnte med internettets fremgang, og udveksling af information, så tror jeg, at folk bliver mere og mere nysgerrige på, hvad der sker rundt omkring i verden, altså globalisering. Jeg tror, at musik, og også andre kunstformer, vil udvikle sig til at inddrage elementer fra andre dele af verden. For at kunne skabe noget nyt og interessant, er man nødt til at have et bredt perspektiv.«